Rådgiver: Trump vil tilbage i Det Hvide Hus

USA’s præsident, Donald Trump, har det godt og vil tilbage på arbejde i Det Hvide Hus. Han kommer dog til at være indlagt noget tid endnu.

Det siger hans nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O’Brien.

– Jeg talte med stabschefen (Mark Meadows, red.) her til morgen, og de gode nyheder er, at præsidenten har det fint, og han vil faktisk hjem til Det Hvide Hus og genoptage arbejdet, siger O’Brien.

– Men jeg tror, at han bliver på Walter Reed i hvert fald noget tid endnu, tilføjer sikkerhedsrådgiveren i en udtalelse til CBS News.

Trump blev indlagt på Walter Reed Medical Center fredag, efter at han dagen inden var konstateret smittet med coronavirus.

O’Brien, der selv var smittet med coronavirus i sommer, tilføjer, at den syvende og ottende dag “er de kritiske dage, så jeg tror, at lægerne vil sikre sig, at de er der for præsidenten”.

Lægerne vil klokken 17.30 dansk tid give pressen en briefing om Trumps tilstand. Det meddeler Det Hvide Hus.

Sikkerhedsrådgiveren siger, at han sammen med udenrigsminister Mike Pompeo og stabschef Mark Milley skal give præsidenten en sikkerhedspolitisk briefing senere søndag.

Det sker via telefon eller video.

På spørgsmålet om, hvorvidt der har været en drøftelse af en eventuel magtoverdragelse, hvis Trump bliver ude af stand til at arbejde, siger O’Brien, at “det ikke er på bordet på nuværende tidspunkt”.

Han tilføjer, at han ikke vil svare på hypotetiske spørgsmål, men “vi har planer for alt”.

Trump selv har søndag været på Twitter for blandt andet at skrive en tak til sine tilhængere.

Lørdag offentliggjorde præsidenten en fire minutter lang video, hvor han sagde, at “den sande test” på hans egen tilstand kommer i løbet af de næste par dage.

– I løbet af de næste dage regner jeg med, at det er den sande test, så vi må se, hvad der sker i løbet af de næste par dage, siger Trump i videoen, hvor han ser træt ud.

/ritzau/Reuters