New York lukker ned i flere coronaramte kvarterer

New York lukker skoler, restauranter og nogle virksomheder i de ni kvarterer i Brooklyn og Queens, hvor antallet af nye coronatilfælde er steget mest.

Det meddeler byens borgmester, Bill de Blasio, på et pressemøde søndag.

Den delvise nedlukning vil træde i kraft onsdag, hvis tiltaget vel at mærke bliver godkendt af guvernør Andrew Cuomo, tilføjer han.

New York har ellers åbnet gradvist igen i løbet af de seneste måneder. Byen og delstaten af samme navn var tidligere USA’s epicenter for coronasmitte.

Nu tilbagerulles den gradvise åbning i ni kvarterer, hvor smittetallet har givet grund til bekymring, meddeler de Blasio.

Fælles for de ni kvarterer er, at mindst tre procent af de coronatest, der er foretaget i den seneste uge, har været positive, skriver New York Times.

I 11 andre kvarterer, hvor smittetallene også er stigende, vil der blive indført tiltag, som er mindre skrappe.

Borgmesteren vil “adressere problemerne ved at bruge de værktøjer, som vi ved virker”, siger han.

I de pågældende kvarterer i Brooklyn og Queens må restauranterne ikke servere hverken indendørs eller udendørs.

I bedste fald vil nedlukningen vare 14 dage. Men skoler, virksomheder og restauranter kan risikere at skulle holde lukket i op mod en måned.

Mange af de kvarterer, der nu lukkes delvist ned, har et stort antal jødisk beboere. Virusset har bredt sig hurtigt i disse miljøer i de seneste uger.

Stigningen i smittetallene i netop denne befolkningsgruppe kommer lige efter, at mange har været samlet til to jødiske højtider.

Indtil videre vil kirker, synagoger og andre religiøse bygninger få lov at holde åbent, siger de Blasio.

/ritzau/