Overblik: Det ved vi om Trumps coronasmitte

USA’s præsident, Donald Trump, meddelte fredag morgen dansk tid, at han og hustruen Melania er blevet smittet med coronavirus.

Her er en sammenfatning af det, vi ved, og det, vi mangler svar på:
* Hvad er Trumps tilstand?
Præsidenten har milde symptomer i form af let feber.

* Hvor er Trump nu?
Den 74-årige præsident er kort efter midnat natten til lørdag dansk tid ankommet med helikopter til militærhospitalet Walter Reed uden for forbundshovedstaden, Washington D.C. Her skal han de kommende dage behandles, men han vil fortsat arbejde.

* Hvilken behandling modtager han?
Trump bliver behandlet med et lægemiddel, der er under udvikling mod covid-19, fra den amerikanske biotekvirksomhed Regeneron.

Midlet er en såkaldt monoklonal antistofcocktail, som anses for at være blandt de mest lovende til behandling af virussygdommen.

De indsprøjtede antistoffer er designet til omgående at gå til angreb på virusset. Begrebet “cocktail” anvendes, fordi behandlingen er en kombination af to antistoffer.

Ifølge en meddelelse fra Regeneron har en høj dosis af midlet vist sig at kunne få virusniveauerne til at falde hos ikke-indlagte personer inficeret med coronavirusset. I de kliniske forsøg med midlet er der ikke registreret alvorlige bivirkninger.

Derudover tager Trump blandt andet vitamin D og zink, der begge er vigtige for immunsystemet, samt aspirin, der er febernedsættende.

* Hvordan blev Trump smittet?
Det er uvist, i hvilken forbindelse præsidenten og hans hustru er blevet smittet. Trump har under udbruddet som regel trodset sundhedseksperter anbefaling om at bære ansigtsmaske. Han mødes også tit med store grupper af personer.

Torsdag blev Hope Hicks, en af hans nære rådgivere i Det Hvide Hus, testet positiv for coronavirus.

Det fik i første omgang ikke Trump til at isolere sig. I stedet steg han på et fly til New Jersey for at være til stede ved en fundraiser i sin golfklub og holde en tale omgivet af snesevis af personer. Derefter vendte han tilbage til det Hvide Hus.

* Hvem er ellers er smittet i Det Hvide Hus?
Vicepræsident Mike Pence, der vil træde til, hvis Trump bliver alvorligt syg, blev fredag testet negativ for coronavirus. Det samme gjorde Trumps yngste søn, Barron.

Også datteren Ivanka Trump og hendes mand, Jared Kushner, blev testet. Begge viste et negativt resultat. Det samme gælder for udenrigsminister Mike Pompeo og finansminister Steven Mnuchin blandt andre.

Kilder: Reuters, AFP, Sundhedspolitisk Tidsskrift.

/ritzau/