Indien passerer 100.000 coronadødsfald som det tredje land

Indien har som det tredje land i verden passeret 100.000 coronarelaterede dødsfald.

Det samlede dødstal er lørdag steget til 100.842, oplyser Indiens sundhedsministerium.

Kun USA med næsten 209.000 dødsfald og Brasilien med omkring 145.000 dødsfald har flere end Indien.

Antallet af nye smittetilfælde i Indien er det seneste døgn opgjort til 79.476. Det bringer totalen op på 6,47 millioner smittede siden udbruddets begyndelse.

Indien har nu den højeste stigning af nye daglige tilfælde i verden.

Indiens premierminister, Narendra Modi, og hans regering arbejder samtidig hen mod en fuldstændig åbning af landet.

I slutningen af marts blev der indført en omfattende nedlukning i et forsøg på at forhindre virusset i at sprede sig, og det har ramt Indiens økonomi hårdt.

Denne uge har biografer fået lov til at genåbne med halv kapacitet, og landets skoler forventes at genåbne i midten af oktober.

USA, Brasilien og Indien står tilsammen for knap 45 procent af alle coronarelaterede dødsfald på verdensplan.

Dødeligheden i forbindelse med pandemien har i Indien hidtil været markant lavere end i de to andre lande.

Det har udløst spekulationer om, hvorvidt de indiske opgørelser over virusset er korrekte.

Indien har i gennemsnit registreret mindre end et dødsfald per 10.000 indbyggere.

Til sammenligning har både USA og Brasilien registreret seks dødsfald per 10.000 indbyggere.

Shashank Tripathi, der er forsker ved center for infektionssygdomme i Bengaluru, er enig i, at der kan være usikkerhed forbundet med de indiske data.

– I Indien vil alle dødsfald – selv uden en pandemi – ikke blive registreret ordentligt, siger han.

– Jeg er ikke særlig overbevist om, at dødeligheden afspejler virkeligheden, tilføjer han.

/ritzau/Reuters