Harvey Weinstein møder nye voldtægtsanklager i Los Angeles

Den vanærede filmmogul Harvey Weinstein er fredag i Los Angeles blevet sigtet for seks nye punkter i forbindelse med to påståede voldtægter.

Det oplyser distriktsanklager Jackie Lacey.

Den første hændelse fandt sted mellem september 2004 og september 2005, hvor Weinstein angiveligt voldtog en kvinde på et hotel i Beverly Hills.

Den 68-årige Weinstein er også “anklaget for at have voldtaget en anden kvinde ved to forskellige lejligheder i november 2009 og november 2010”, skriver Jackie Laceys kontor i en udtalelse.

Distriktsadvokaten nævner ikke navnene på de to kvinder eller giver yderligere oplysninger.

De seks nye anklagepunkter skal lægges oven i en allerede eksisterende række sigtelser i Los Angeles, hvor Weinstein beskyldes for enten voldtægt eller seksuelt overgreb mod i alt fem kvinder.

I forvejen afsoner Harvey Weinstein en straf på 23 års fængsel, som han blev idømt i New York i marts for seksuelt overgreb mod tidligere produktionsassistent Mimi Haley og voldtægt af skuespilleren Jessica Mann.

I alt har 100 kvinder beskyldt Weinstein for forskellige former for seksuelle overgreb – heriblandt voldtægt – over flere årtier.

Han har afvist beskyldningerne. I stedet har han sagt, at der var tale om frivillige handlinger.

/ritzau/AFP