Fire børn er blandt fem dræbte i Paris-forstad

Fem mennesker er lørdag fundet dræbt i en forstad til den franske hovedstad, Paris. Blandt ofrene er fire børn i alderen to til 14 år.

Fem andre personer er såret, heraf tre alvorligt. Det oplyser politikilder ifølge avisen Le Figaro og det franske nyhedsbureau AFP.

Den mistænkte bag drabene er ifølge de første oplysninger blandt de sårede.

Det er sparsomt med oplysninger om motivet bag. Men noget tyder på, at der er tale om en familietragedie.

Tv-stationen BFM rapporterer, at en ung mand kom blødende ind på en café i forstaden Noisy-le-Sec, der ligger nordøst for Paris.

Den sårede mand fortalte ifølge BFM, at en slægtning havde angrebet familiemedlemmer med en kniv og en hammer.

– Det var en eksemplarisk familie uden forhistorie. Jeg kan slet ikke tro det, siger byens borgmester, Olivier Sarrabeyrouse, ifølge Le Figaro.

Ifølge ham kom den pågældende familie fra Sri Lanka og har boet i Frankrig i adskillige år.

/ritzau/