Biden om virussmittet Trump: Pandemien skal tages alvorligt

Præsident Donald Trumps coronavirusdiagnose viser, hvor vigtigt det er at tage pandemien alvorligt.

Det siger den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, under et vælgermøde i den amerikanske delstat Michigan fredag.

Samtidig, siger Biden, er det vigtigere at bære mundbind end at være en “hård fyr”.

Udtalelserne falder, få timer efter at Joe Biden tidligere fredag blev testet negativ for coronavirus to gange.

Bidens kommentarer kan opfattes som en indirekte kritik af præsident Trump, der har nedtonet virussets dødelighed i månedsvis. Præsidenten bærer ofte ikke mundbind og holder fortsat store vælgermøder med mange mennesker og begrænset fysisk afstand.

Tidligt fredag morgen dansk tid kom det frem, at Donald Trump og førstedame Melania Trump begge er smittet med coronavirus.

Sent fredag aften oplyste talskvinde for Det Hvide Hus Kayleigh McEnany, at Trump ud fra et forsigtighedsprincip bliver flyttet til et militærhospital i Maryland de næste par dage.

/ritzau/Reuters