Stabschef: Trump har milde symptomer på corona

USA’s præsident, Donald Trump, har milde symptomer efter være smittet med coronavirus. Men han fortsætter med at udføre sine opgaver.

Det bekræfter Trumps stabschef i Det Hvide Hus, Mark Meadows.

– Det amerikanske folk kan føle sig forsikret om, at vi har en præsident, som ikke bare er på jobbet, men vil forblive på jobbet, og jeg ser optimistisk på, at han hurtigt og hastigt vil komme sig, siger han i en kort orientering til journalister.

Han lover, at der senere fredag vil komme en opdatering på præsidentens tilstand.

Den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, siger, at han har talt i telefon med præsidenten, og at Trump var i “godt humør”.

Trumps hustru, Melania, er også smittet. Hun skriver på Twitter, at også hun har milde symptomer.

Lidt tidligere fredag blev det meddelt, at vicepræsident Mike Pence er blevet testet negativ.

I tilfælde af at præsidenten på grund af sygdom ikke kan udføre sit arbejde, så er det vicepræsidenten, der overtager ledelsen af landet. For kortere eller længere tid. I tilfælde af at præsidenten dør, så indsættes vicepræsidenten som USA’s statsoverhoved.

Meddelelsen om, at Trump og hans kone, Melania, er blevet testet positive for covid-19, kom fra præsidenten selv på Twitter fredag morgen dansk tid.

Mange amerikanske medier hæfter sig ved, at præsidenten i månedsvis har forsøgt at bagatellisere sygdommen og lovet en hurtig kur med vaccination.

Senest under tv-debatten natten til onsdag dansk tid med hans demokratiske udfordrer gjorde han nar af Joe Biden, som har gjort det til en vane at gå med mundbind, når han befinder sig i forsamlinger.

Trump har i ugevis holdt store kampagnemøder med tusindvis af støtter. Mange er mødt op uden at bruge mundbind eller holde fysisk afstand til andre, lige som præsiden selv har vægret sig ved at bære mundbind.

/ritzau/