Redaktør: Positiv coronatest ændrer Trumps valgkamp radikalt

Håndteringen af coronaudbruddet kommer nu til at fylde endnu mere i valgkampen i USA, efter at præsident Donald Trump er testet positiv for covid-19.

Og det er ikke til præsidentens fordel. Det vurderer Anders Agner Pedersen, som er chefredaktør for mediet Kongressen.com.

– Det er klart, at det ikke er, hvad Trump havde håbet ville ske, fordi vi kommer til at se et forøget fokus på corona.

– Og det har hele tiden været noget, som Trump ikke har haft meget lyst til at tale om. Og det er fuldstændig umuligt for ham, nu hvor han selv er testet positiv, siger Anders Agner.

Derudover betyder det, at Trump ikke kan holde vælgermøder i den kommende tid, hvilket ellers er lidt af et speciale hos præsidenten.

– Det er noget af det, som han er bedst til. At samle en masse mennesker og holde nogle store vælgermøder. Det var noget, han var god til allerede i 2016, og som han er fortsat med.

– Han kan virkelig tiltrække folk i hobetal på en måde, som Biden slet ikke kan. Det er klart, at han de næste dage ikke kan det. Og det er noget, der ændrer hans valgkampsførelse radikalt, siger Anders Agner.

/ritzau/