Præsident Donald Trump er smittet med coronavirus

USA’s præsident, Donald Trump, og hans kone, Melania, er begge testet positive for coronavirus og går i karantæne.

Det skriver Trump på Twitter fredag morgen dansk tid.

– I aften er USA’s førstedame og jeg testet positive for covid-19. Vi vil begynde vores karantæne og komme os hurtigst muligt.

– Vi vil komme igennem dette sammen, skriver præsidenten.

Natten til fredag kom det frem, at en af Trumps nære rådgivere var smittet med coronavirus. Derfor blev den 74-årige præsident selv testet. Og den test har altså vist sig at være positiv.

Den positive coronatest kommer en måneds tid før præsidentvalget i USA, som ligger 3. november. I valgkampen har coronavirus og præsidentens håndtering af udbruddet fyldt meget.

Den coronasmittede rådgiver er Hope Hicks, som ifølge nyhedsbureauet Bloomberg blandt andet har rejst med præsidenten på flyet Air Force One til og fra en præsidentdebat i Cleveland, Ohio, tirsdag.

Hicks var også med til præsidentens vælgermøde onsdag i Minnesota. Torsdag blev hun testet positiv.

Ifølge Det Hvide Hus forsøger man løbende at mindske smittefaren for præsidenten, når han er ud at rejse.

Trump selv bliver ofte testet for coronavirus, og både ansatte i Det Hvide Hus og folk i pressekorpset testes dagligt.

/ritzau/