Læge: Trump har det godt og kan fortsætte med sit arbejde

USA’s præsident, Donald Trump, og og førstedame Melania Trump, som begge er testet positive for coronavirus, har det godt.

Det oplyser Sean Conley, Trumps læge, i en erklæring.

– Præsidenten og førstedamen har det begge godt på nuværende tidspunkt, og de planlægger at blive hjemme i Det Hvide Hus, mens de kommer sig, skriver han i erklæringen.

– Jeg forventer, at præsidenten kan fortsætte med at udføre sit arbejde uden afbrydelser, mens han bliver rask.

74-årige Donald Trump har fredag morgen dansk tid bekræftet på Twitter, at han og Melania begge er smittede med coronavirus.

Præsidentens læge oplyser ikke, om præsidenten og førstedamen har symptomer på coronavirus.

Ifølge Sean Conley vil han og den medicinske stab i Det Hvide Hus holde nøje øje med, hvordan sygdomsforløbet udvikler sig.

– Jeg værdsætter den støtte, som kommer fra nogle af landets bedste læger og institutioner, skriver Sean Conley.

Førstedame Melania Trump skriver på Twitter, at hun og præsidenten “ligesom for mange amerikanere i år” er smittede med coronavirus.

– Vi har det godt, og jeg har udsat alle kommende aftaler, skriver hun og opfordrer folk til at passe på sig selv.

– Vi kommer alle igennem dette sammen.

/ritzau/