Læge: Trump er træt og har fået behandling med antistoffer

USA’s præsident, Donald Trump, er “træt”, men “ved godt mod”.

Sådan lyder status fra præsidentens læge, Sean Conley, i en erklæring sent fredag aften dansk tid.

Donald Trump og førstedame Melania Trump blev begge testet positive for coronavirus tidligt fredag morgen dansk tid.

Præsidenten er ud fra et forsigtighedsprincip blevet behandlet med en enkelt dosis antistofcocktail fra biotekvirksomheden Regeneron.

Behandlingen blev gennemført “uden problemer”, oplyser lægen.

– Denne eftermiddag (lokal tid, red.) er præsidenten fortsat træt, men ved godt mod, skriver Sean Conley.

– Han evalueres af et hold af eksperter, og sammen vil vi give anbefalinger til præsidenten og førstedamen i forhold til de næste skridt.

Trump er også blevet givet zink, D-vitamin og aspirin. Derudover har han fået famotidin, som er et lægemiddel, der reducerer produktionen af mavesyre, og hormonet melatonin.

Melania Trump har det fortsat godt og har kun en mild hoste og hovedpine, fremgår det.

Resten af familien har det godt og er blevet testet negativ for coronavirus, lyder det i erklæringen.

/ritzau/