Hviderusland svarer igen med sanktioner mod ubenævnte i EU

Hviderusland svarer igen med sanktioner mod EU, oplyser landets udenrigsministerium fredag i en udtalelse.

Den melding kommer, efter at EU-landene på et topmøde natten til fredag nåede til enighed om at sanktionere omkring 40 personer i Hviderusland.

– I forbindelse med de visumsanktioner mod hviderussiske myndighedspersoner har Hviderusland i dag præsenteret en liste med reciprokke (gensidige, red.) sanktioner, skriver ministeriet i hovedstaden Minsk.

Dog vil regeringen i den tidligere sovjetrepublik ikke umiddelbart afsløre, hvilke personer i EU der er sat på listen.

Men landet er parat til at tage skridt, der er “mere alvorlige” over for EU. Hvis EU-landene går endnu videre.

Det er normalt, at når et land træffer en beslutning mod et andet land, som med sanktioner, at det så besvares med lignende tiltag – reciprokt – den anden vej.

Sanktionerne mod 40 personer i Hviderusland er vedtaget som følge af præsidentvalget i den tidligere sovjetrepublik 9. august.

Det valg var ikke gyldigt, mener EU, som ikke anerkender Aleksandr Lukasjenko som præsident.

De 40 personer har ifølge EU-landene enten en rolle i valgsvindel eller i vold og overgreb på demonstranter eller folk i oppositionen.

Sanktionerne er dels økonomiske i form af fastfrysning af midler, dels er det forbud mod indrejse i EU.

Flere andre lande i verden har indført sanktioner mod Hviderusland.

Andre lande har valgt at sætte Lukasjenko på lister over sanktionerede. Det ønskede EU-landene ikke at gøre. I hvert fald ikke i første omgang.

Præsidenten har dog tidligere været sanktioneret. Det er ikke udelukket, at EU-landene vil træffe en sådan beslutning på et senere tidspunkt.

/ritzau/