Diplomater: EU-lande er enige om sanktioner mod hviderussere

I sidste uge tog Cypern en runde med en flok frustrerede udenrigsministre, og torsdag på et EU-topmøde forsatte landets premierminister med at blokere for sanktioner mod Hviderusland.

Men lidt efter midnat overgav Cypern sig, og dermed er der enighed i EU om at indføre sanktioner mod personer i Hviderusland efter præsidentvalget i august.

Det fortæller flere diplomater til nyhedsbureauerne dpa og AFP efter topmødet i Bruxelles.

Allerede i august blev EU’s udenrigsministre enige om, at de ville forberede sanktioner mod personer, man mener er ansvarlige for valgsnyd, og personer, som man mener er ansvarlige for at slå hårdt ned på demonstranter.

Men Cypern kom på tværs.

Den cypriotiske regering krævede, at EU-landene først vedtog sanktioner mod Tyrkiet. Herefter ville Cypern støtte sanktioner mod Hviderusland.

Men den taktik, som statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt “gidseltagning”, ville de andre lande ikke være med til.

/ritzau/