Der blev skabt 661.000 job i USA i september

I USA viser det såkaldte kongetal, at der blev skabt 661.000 job uden for landbruget i september. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Forventningen lå på 859.000 job.

– Beskæftigelsen er nu steget i fem måneder i træk. Det er en positiv nyhed. Vi har dog på det seneste set, at fremgangen på arbejdsmarkedet sker i et lavere tempo sammenlignet med for få måneder siden, siger Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

– Det er et udtryk for, at mange amerikanske virksomheder fortsat kæmper med at komme op i gear. Det betyder også, at vi forventer, at vi skal ind i 2022, før alle 22 millioner arbejdspladser, der blev tabt under coronakrisen, er genvundet, tilføjer han.

Hver uge melder knap en million amerikanere sig stadigvæk ledige. Og medregner man de amerikanere, som modtager den særlige pandemiunderstøttelse, er der fortsat mere end 26 millioner amerikanere på arbejdsløshedsunderstøttelse.

I september blev arbejdsløshedsprocenten dog opgjort til 7,9 procent mod 8,4 procent i august, viser tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium.

/ritzau/