Facebook forbyder vildledende reklamer om USA-valg

Facebook forbyder nu reklamer, der vildleder om det amerikanske valg.

Det gælder politiske videoer, tekster og andet materiale, der betegner valgsvindel som udbredt, valgresultater som ugyldige eller sår tvivl om visse måder at stemme på.

Det nye forbud gælder i USA og træder i kraft med det samme. Det gælder reklamer på Facebook og på et andet populært socialt medie, Instagram, der er ejet af Facebook.

De nye regler blev præsenteret af Facebook natten til torsdag dansk tid.

Det kommer efter en noget kaotisk valgdebat på tv mellem den republikanske præsident, Donald Trump, og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden.

Her gentog Trump sin påstand om, at valget vil være præget af svindel.

På grund af coronapandemien ventes millioner af amerikanske vælgere i år at stemme per brev i langt højere grad end tidligere år.

Præsidenten har flere gange hævdet, at det øger risikoen for valgsvindel. Der er imidlertid ingen beviser for, at det skulle være tilfældet.

I forvejen har Facebook indført regler, der skal forhindre, at en kandidat eller et parti kan hævde at have vundet et valg, inden resultatet foreligger.

Det amerikanske valg til præsidentposten og Kongressen finder sted 3. november.

/ritzau/