Topeftersøgt krigsforbryder fra Rwanda sendes til FN-domstol

En af verdens mest eftersøgte mænd har torsdag tabt en appelsag i Paris mod at blive udleveret til en krigsforbryderdomstol, hvor han er anklaget for sin rolle i folkemordet i Rwanda i 1994.

Felicien Kabuga har været på flugt i 20 år, og den franske domstol fastholder en lavere domstols beslutning om at udlevere ham til FN’s krigsforbryderdomstol.

Her er han tiltalt for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

Kabuga var en meget velhavende forretningsmand, da over 800.000 mennesker blev slået ihjel i 1994. Mange blev hakket til døde med macheter.

Det lykkedes i maj fransk politi at finde ham i en forstad til Paris, hvor han boede under falsk navn.

Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda (ICRC) anklager ham for at have stået i spidsen for en radiostation, som piskede en stemning op, der førte til drabet på hundredtusinder af tutsier.

Den berygtede radiostation Radio Television des Milles Collines opfordrede til at udrydde Rwandas tutsi-befolkning. Den fortalte lyttere, hvor de kunne finde folk, som forsøgte at gemme sig fra de militante hutuer, som førte an i forbrydelsen.

/ritzau/dpa