Rusland tilbyder mægling mellem krigens parter i Nagorno-Karabakh

Rusland tilbyder at være vært for et møde mellem udenrigsministrene fra Armenien og Aserbajdsjan om de to landes væbnede konflikt i enklaven Nagorno-Karabakh.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, ifølge en erklæring fra hans ministerium.

Lavrov siger, at Rusland vil fortsætte med at fungere som en aktør på egen hånd og sammen med andre repræsentanter for Minsk-gruppen inden for den europæiske samarbejdsorganisation OSCE.

Med det formål at mægle i konflikten mellem de to lande.

Siden weekenden har der været nogle af de hårdeste kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan siden midten af 1990’erne.

Nagorno-Karabakh ligger i Aserbajdsjan, men har siden 1990’erne været styret af det armenske flertal i enklaven.

De to krigsførende lande er tidligere sovjetrepublikker.

/ritzau/Reuters