Hongkong-aktivist risikerer seks års fængsel

Onsdag skal den 23-årige demokratiforkæmper Joshua Wong møde op i retten i Hongkong, hvor han er sigtet for at deltage i en ulovlig demonstration den 5. oktober sidste år. Desuden er han sigtet for at have overtrådt et forbud mod at bære maske under en demonstration.

Demonstrationerne var rettet mod styret i Hongkong samt i Kina.

Wong blev anholdt torsdag i sidste uge, da han i anden anledning var blevet bedt om at møde op på en politistation i Hongkong. Efter flere timers ophold på stationen blev han løsladt. Det meddelte han i et tweet.

Wong risikerer op til seks års fængsel, hvis han kendes skyldig i begge beskyldninger. Men det lader han sig ikke skræmme af.

Han har tværtimod sagt, at han er ansporet af de mange ligesindede aktivister, som er tilbageholdt i fængsler i Hongkong og i fastlands-Kina.

Mens det sidste år blev forbudt at tildække sit ansigt med en maske eller andet, så er det nu blevet obligatorisk i Hongkong som led i bestræbelserne på at bremse spredning af coronavirus.

Kina indførte 30. juni i år en ny sikkerhedslov i det delvist selvstyrende Hongkong. Loven giver myndighederne udvidede beføjelser til at slå ned på kritikere og idømme dem fængselsstraffe.

Stort set alle former for aktivisme rettet mod styret er strafbare ifølge loven, som også er blevet kritiseret af flere vestlige lande.

Selv det at synge en sang med en “undergravende” tekst eller at bære et mærkat med et tilsvarende budskab er ulovligt.

/ritzau/dpa