Biden beder afbrydende Trump om at holde kæft i tv-debat

Den første tv-debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater, Donald Trump og Joe Biden, blev natten til onsdag dansk tid skudt i gang i Cleveland i delstaten Ohio.

Det var ventet, at 100 millioner seere i USA ville følge med, da de to kandidater krydsede klinger for første gang.

Debattens seks emner var kendt på forhånd.

I løbet af 90 minutter skulle de to kandidater runde deres egne politiske præstationer, USA’s højesteret, covid-19, økonomien i USA, raceuro og vold i amerikanske byer og integriteten af præsidentvalget.

Det var tydeligt fra starten, at moderatoren Chris Wallace fra Fox News havde svært ved at styre debatten. Gentagne gange måtte han bede Trump om være stille og lade Biden tale.

Men lige lidt hjalp det. Trump blev ved med at afbryde både Joe Biden og sågar Chris Wallace. Det blev flere gange for meget for den 77-årige Biden, som både fik kaldt Trump “en klovn”, “racist”, “den værste præsident, USA nogensinde har haft”, ligesom at han bad ham om at “holde kæft”.

Første emne på dagsordenen var USA’s højesteret og Trumps valg af den konservative Amy Coney Barrett som ny højesteretsdommer efter det afdøde liberale ikon Ruth Bader Ginsburg.

Donald Trump lagde ud med at fortælle, hvorfor han anser Barrett som en god kandidat, hvorefter Biden gentog, at valget af en ny højesteretsdommer først bør finde sted efter præsidentvalget 3. november.

Biden mindede samtidig om, at både sundhedsreformen Obamacare og “Roe mod Wade”-afgørelsen, der i 1973 sikrede kvinder i USA retten til abort, er på spil med et eventuelt valg af Barrett.

Debatten om højesteret kom hurtigt til at handle om sundhedsreformen.

Gang på gang afbrød Trump Biden, som han beskyldte for at være en marionetdukke for den venstreorienterede Bernie Sanders og “det radikale venstre”.

– Han har ingen plan for hverken sundhed eller noget som helst andet, sagde Joe Biden om Donald Trump.

Da Biden forsøgte at besvare moderator Chris Wallaces spørgsmål og Trump blev ved med at afbryde, udbrød Joe Biden til sidst opgivende:
– Shut up, man (hold nu kæft, mand, red.).

Da Trump fortalte, at han har en plan for sundhedsvæsenet, svarede Biden:
– Han (Trump) er en løgner, og alle ved det.

Joe Biden gik ifølge NBC News’ gennemsnit af de amerikanske meningsmålinger ind til debatten med en føring på 49,8 procent opbakning mod 41,1 procent til Donald Trump.

/ritzau/