Arrangør: Trump og Biden får ikke lov til at gentage mundhuggeri

Kommissionen for præsidentdebatter (CPD), som er en uafhængig gruppe, der producerer de amerikanske præsidentdebatter på tv, siger onsdag, at den vil ændre formatet for de to sidste møder mellem præsident Donald Trump og den demokratiske udfordrer, Joe Biden.

Det sker efter en katastrofal første debat natten til onsdag rapporterer NBC News og Huffington Post.

– Den forrige aftens debat gjorde det klart, at yderligere strukturer bør føjes til formatet for de kommende debatter for at sikre en mere ordentlig diskussion af emnerne, skriver CPD i en erklæring.

Begge kandidater er blevet beskyldt for at tale i munden på hinanden. Navnlig Trump afbrød konstant Biden, hvilket blev påpeget af ordstyren fra Fox News, Chris Wallace.

Uden at det hjalp.

/ritzau/