Ungarn kræver EU-kommissær fjernet efter nedsættende ord

Ungarn “afbryder alle forbindelser” med EU-Kommissionens næstformand Vera Jourová, og kræver kommissæren for EU-værdier og åbenhed fjernet fra posten.

Det skiver premierminister Viktor Orbán i et åbent brev, som hans talsmand har lagt frem på sociale medier.

Orbán begrunder kravet med, at Jourova har omtalt Ungarn som et “sygt demokrati”, og hun har fornærmet ungarerne ved ifølge regeringschefen at fremføre, at de ikke kan danne en selvstændig mening.

Forholdet mellem Ungarn og skiftende EU-kommissærer for værdier har været anstrengt længe. Tidligere førte Ungarns regering kampagner mod Frans Timmermans, som før sad på den upopulære post.

Fredag trykte det tyske medie Spiegel et interview med Jourova. Det er det, som har fået Orbán til tasterne.

Til Spiegel sagde kommissæren, at “Orbán er glad for at sige, at han bygger et illiberalt demokrati. Jeg vil sige, at han bygger et sygt demokrati”. Det tyske medie citerede hende for ordet “krank”, der kan oversættes til syg.

Brevet fra den ungarske regeringschef kommer, dagen før at EU-Kommissionen ventes at fremlægge rapporter om retsstatens tilstand i de 27 medlemslande. Det er første gang, at sådanne rapporter udarbejdes.

Der føres aktuelt en artikel 7-procedure mod Ungarn for problemer med retsstatsprincipperne, og det kan føre til, at de andre lande fratager landet rettigheder.

I realiteten vil det næppe ske, da alle andre lande skal være enige om sanktioner. Der er også en artikel 7-procedure mod Polen, og de to lande kan sammen sikre sig imod eksempelvis at få frataget stemmeretten.

Ungarn kæmper hårdt imod flere EU-initiativer i øjeblikket.

Blandt andet er landet utilfreds med det forslag til en asyl- og migrationspagt, som EU-Kommissionen har fremlagt, da det kan tvinge lande til at tage imod asylansøgere.

Desuden arbejder Ungarn for at forhindre, at der, som det tyske EU-formandskab har foreslået med et nyt kompromis, skabes en form for kobling mellem overholdelse af retsstatsprincipper og udbetalinger fra EU-budgettet.

Det besluttede EU’s stats- og regeringschefer på et topmøde i juli. Men det blev gjort på en måde, der var mindre farlig for Ungarn, end EU-Kommissionen havde lagt op til.

/ritzau/