Ungarn kræver EU-kommissær fjernet efter nedsættende ord

Ungarn “afbryder alle forbindelser” med EU-Kommissionens næstformand Vera Jourová. Regeringen i Budapest kræver kommissæren for EU-værdier og åbenhed fjernet fra posten.

Det skiver premierminister Viktor Orbán i et åbent brev, som hans talsmand har lagt frem på sociale medier.

Orbán begrunder kravet med, at Jourová har omtalt Ungarn som et “sygt demokrati”, og hun har fornærmet ungarerne ved ifølge regeringschefen at fremføre, at de ikke kan danne en selvstændig mening.

– De udtalelser er ikke blot et personligt angreb på Ungarns demokratisk valgte regering. De er også nedsættende over for Ungarn og ungarerne. Det første er upassende. Det sidste er uacceptabelt, skriver Orbán.

Brevet er rettet til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som vil besvare det, bekræfter en talsperson.

– Formand Ursula von der Leyen arbejder tæt sammen med næstformand Vera Jourová om retsstatsprincipperne, og næstformanden har formandens fulde tillid, siger talspersonen.

Hun tilføjer, at EU-Kommissionens “bekymring over retsstatstilstanden i Ungarn er velkendt”.

– Den vil blive behandlet i retsstatsrapporterne, som bliver vedtaget i morgen. I disse behandler vi retsstatsprincipperne i alle medlemslande. De danner grundlag for dialog med landene og med EU-Parlamentet, siger hun.

Forholdet mellem Ungarn og skiftende EU-kommissærer for værdier har været anstrengt længe. Tidligere førte Ungarns regering kampagner mod Frans Timmermans, som før sad på den upopulære post.

Fredag trykte det tyske medie Spiegel et interview med Jourova. Det er det, som har fået Orbán til tasterne.

Til Spiegel sagde kommissæren, at “Orbán er glad for at sige, at han bygger et illiberalt demokrati. Jeg vil sige, at han bygger et sygt demokrati”. Det tyske medie citerede hende for ordet “krank”, der kan oversættes til syg.

Brevet fra den ungarske regeringschef kommer, dagen før at EU-Kommissionen ventes at fremlægge rapporter om retsstatens tilstand i de 27 medlemslande. Det er første gang, at sådanne rapporter udarbejdes.

Der føres aktuelt en artikel 7-procedure mod Ungarn for problemer med retsstatsprincipperne, og det kan føre til, at de andre lande fratager landet rettigheder.

I realiteten vil det næppe ske, da alle andre lande skal være enige om sanktioner. Der er også en artikel 7-procedure mod Polen, og de to lande kan sammen sikre sig imod eksempelvis at få frataget stemmeretten.

/ritzau/