Ni ud af ti melder om senfølger i sydkoreansk coronastudie

En overstået infektion med coronavirus betyder tilsyneladende langtfra, at man ikke længere mærker noget til sygdommen.

I et nyt sydkoreansk studie svarer ni ud af ti tidligere coronapatienter således, at de oplever følger af virusset, efter at de er blevet raskmeldte.

965 raskmeldte coronapatienter har deltaget i undersøgelsen. Her er de blevet bedt om at udfylde en formular online.

I studiet svarer 91,1 procent af deltagerne, at de stadig oplever mindst ét symptom på sygdommen.

Blandt symptomerne er træthed, psykologiske eftervirkninger samt tab af smags- og lugtesans.

26,2 procent af deltagerne oplever træthed efter infektionen. Det er dermed den hyppigste følgevirkning i studiet.

24,5 procent af deltagerne oplever koncentrationsbesvær.

Det fortæller Kwon Jun-wook, der er talsmand for den sydkoreanske sundhedsstyrelse, på en pressebriefing.

Coronavirusset har spredt sig til hele verden, efter at det for første gang blev registreret i Kina ved årsskiftet.

Over en million mennesker med coronavirus har mistet livet på verdensplan, mens over 33 millioner er registreret smittet.

/ritzau/Reuters