Biden opfordrer Senatet til at vente med at udpege ny dommer

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, opfordrer Senatet til at vente med at godkende Amy Coney Barrett som ny højesteretsdommer til efter præsidentvalget i USA, der finder sted 3. november.

– Senatet skal ikke udfylde denne ledige plads, før den amerikanske befolkning har valgt en ny præsident og den næste Kongres, siger Biden ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udtalelsen kommer, efter at USA’s republikanske præsident, Donald Trump, lørdag har nomineret Barrett til at afløse den afdøde Ruth Bader Ginsburg i USA’s højesteret.

Donald Trump regner med, at den konservative Barrett hurtigt vil blive godkendt af Senatet, som er det kammer i Kongressen, der udspørger og godkender føderale dommere. Republikanerne har flertallet i Senatet.

Trump forventer, at processen i Senatet begynder 12. oktober. Det siger han lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Men det er i sidste ende op til formanden for Senatets retsudvalg, republikaneren Lindsey Graham, at fastsætte datoerne for høringerne, tilføjer Trump.

Graham har dermed en nøglerolle i det videre forløb.

I et tweet betegner han Barrett som “yderst kvalificeret” til den indflydelsesrige post i højesteret.

– Hun er en enestående kandidat, lyder det i tweetet.

– Som formand for retsudvalget er jeg forpligtet til at sikre, at den nominerede får en udfordrende, fair og respektfuld høring, skriver Lindsey Graham videre.

/ritzau/