Kilder: Mistænkt tilstår økseangreb ved tidligere Hebdo-kontor

En mand, der fredag blev anholdt efter et økseangreb ved satiremagasinet Charlie Hebdos tidligere kontor i Paris, har tilstået ugerningen.

Det oplyser kilder med kendskab til sagen ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

En anden person, der også blev anholdt i forbindelse med sagen, er blevet løsladt. Det rapporterer nyhedsbureauet dpa.

Manden, der nu har tilstået angrebet, er 18 år og født i Pakistan. Han tager “skylden for sine gerninger, som han forbinder med genudgivelsen af tegningerne” af profeten Muhammed, siger en af AFP’s kilder.

Det franske satiremagasin blev i 2015 udsat for et angreb, hvor 12 personer blev dræbt, heriblandt flere af magasinets mest fremtrædende tegnere og satirikere.

Angrebet blev udført, efter at magasinet havde udgivet en række tegninger af profeten Muhammed.

I forbindelse med en retssag mod 14 personer, der er anklaget for at have forbindelse til angrebet i 2015, valgte magasinet at genoptrykke tegningerne.

Under angrebet fredag blev to personer alvorligt kvæstet.

Fransk politi kunne umiddelbart efter angrebet oplyse, at sagen blev efterforsket som terror.

– Det er gaden, hvor Charlie Hebdo plejede at være. Det her er måden, islamistiske terrorister handler på, sagde Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, fredag.

/ritzau/