Norges kong Harald er indlagt tidligt fredag

Norges kong Harald er tidligt fredag blevet indlagt på Rikshospitalet i Oslo. Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

Her fremgår det, at kronprins Haakon vil lede fredagens møde i statsrådet.

Avisen VG skriver, at kongen fredag skulle til Maihaugen godt 180 kilometer nord for Oslo for at se dronning Sonjas færdigrestaurerede barndomshjem.

Der er foreløbig intet oplyst om, hvad der er årsagen til den 83-årige konges indlæggelse, eller hvad han behandles for.

Men slottet oplyser, at kongen er sygemeldt indtil videre, skriver NRK.

– Jeg ønsker kongen god bedring, siger statsminister Erna Solberg.

Harald blev konge, da hans far, kong Olav, døde i 1991.

Både hans far, kong Olav, og hans bedstefar, kong Haakon, var født i Danmark.

VG skriver, at der i de tidlige morgentimer befandt sig flere ambulancer og biler til livvagter på Bygdø Kongsgård i Oslo. Kort efter fortsatte køretøjerne til Rikshospitalet.

Bygdø Kongsgård benyttes af den kongelige familie som sommerbolig.

Kong Harald var senest indlagt på hospitalet i januar. Han led af svimmelhed, men blev udskrevet efter en uge.

Han var sygemeldt i december sidste år. Dengang oplyste kronprins Haakon, at hans havde fået en virusinfektion.

/ritzau/