FN: Pandemi truer fremskridt for kvinder og børn

Årtiers fremgang for kvinder og børns sundhed kan blive sat over styr på grund af coronaviruspandemien. Det fastslår en ny rapport fra FN, skriver nyhedsbureauet dpa.

Rapporten fremhæver “betydelige fremskridt” siden lanceringen for ti år siden af sundhedsinitiativet Every Woman Every Child (hver kvinde og hvert barn, red.).

Blandt andet, at over én milliard børn er blevet vaccineret, og at dødsfald blandt børn under fem år i 2019 nåede det hidtil laveste niveau.

Men fremskridtene er ikke jævnt fordelt kloden over ifølge rapporten.

Sidste år døde 5,2 millioner børn af årsager, der kunne være forhindret, før de var fyldt fem år.

82 procent af disse dødsfald skete i den del af af Afrika, der ligger syd for Sahara, samt i Sydasien.

Og coronakrisen kan ifølge FN forværre den tendens, fordi de mest sårbare kvinder og børn er hårdest påvirket af de forstyrrelser og belastninger af sundhedsvæsnet, som virusudbruddet forårsager.

Hvis indsatsen for at nedbringe antallet af undgåelige dødsfald blandt børn ikke øges, så er der risiko for, at 48 millioner børn under fem år dør fra 2020 til 2030, advarer rapporten.

– Selv før covid-19-pandemien døde der hvert sjette sekund et barn under fem år et eller andet sted i verden, siger Henriette Fore, der er direktør for FN’s børneorganisation, Unicef, i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer, at tilværelsen på grund af pandemien er blevet endnu sværere for de millioner af børn, som lever i områder med krig eller konflikter.

/ritzau/dpa