Brasiliens mest berømte karneval er udskudt

Rio de Janeiros årlige karneval er blevet udskudt på grund af coronapandemien, som har ramt Brasilien særdeles hårdt.

Det oplyser arrangørerne natten til fredag.

Karnevalet, der er det mest berømte i Brasilien, afholdes normalt i februar, men de sambaskoler, som står bag paraden, har besluttet at udsætte de farvestrålende festligheder.

– Vi er kommet til den konklusion, at begivenheden måtte udsættes. Vi kan simpelthen ikke klare det i februar, siger Jorge Castanheira, der er formand for Liesa, den forening af sambaskoler i Rio de Janeiro, som arrangerer paraden.

– Sambaskolerne vil ikke have tiden eller de økonomiske og organisatoriske ressourcer til at være klar, tilføjer han.

Målt på antallet af coronarelaterede dødsfald overgås Brasilien kun af USA. Næsten 139.000 personer i Brasilien har mistet livet som følge af virusset.

Desuden er der siden pandemiens begyndelse registreret over 4,6 millioner smittetilfælde.

Der er ikke fastsat en ny dato for begivenheden. Det afhænger af, om der bliver udviklet en vaccine mod covid-19.

– Det er ikke muligt at afholde et karneval uden sikkerhed, siger Jorge Castanheira.

Det ligger dog fast, at 2021-karnevalet ikke kan udskydes længere end til januar 2022 for ikke at komme på tværs af det følgende års karneval.

Udmeldingen om en udskydelse omfatter kun sambaskolernes konkurrence. Det er endnu ikke afgjort, om myndighederne vil tillade de mere uformelle gadefester, som normalt holdes under karnevalet, til februar næste år.

Karnevalet i Rio anses for at være verdens største med omkring to millioner mennesker på gaderne hver dag. Det første karneval fandt sted i 1732.

/ritzau/AFP