Toprepublikaner: USA får fredelig magtoverdragelse efter valg

Senatets republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, slår fast, at USA vil opleve en “ordentlig magtoverdragelse” efter præsidentvalget til november.

Det skriver han på Twitter.

– Vinderen af valget 3. november vil blive indsat 20. januar. Det vil være en ordentlig magtoverdragelse, præcis som det har været hver fjerde år siden 1792.

Med meldingen går han imod sin partifælle og præsident, Donald Trump.

Trump sagde natten til torsdag dansk tid, at han ikke ville give garantier for, at der vil ske en fredelig overdragelse af magten, hvis han taber valget 3. november.

– Vi må se, hvad der sker, sagde Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Trump har flere gange sået tvivl om, hvorvidt valget vil være retfærdigt. Han har ytret mange bekymringer om brevstemmer.

På grund af coronapandemien ventes en stor del af vælgerne at stemme per brev. Men det er en “en katastrofe”, mener Trump.

Der er ikke beviser for, at brevstemning medfører en højere risiko for uregelmæssigheder, som Trump har hævdet gentagne gange.

Trumps udtalelser har allerede fået den republikanske senator Mitt Romney til at kalde ideen om en ufredelig magtoverdragelse i USA for “utænkeligt og uacceptabelt”.

– Det fundamentale ved demokrati er den fredelige overdragelse af magten. Uden den, så kommer det til at ligne Hviderusland, skrev han tidligere torsdag på Twitter.

/ritzau/