Sydkorea beskylder Nordkorea for drab på embedsmand

En sydkoreansk embedsmand, som tidligere denne uge forsvandt fra en fiskeripatruljebåd, er blevet skudt og dræbt af nordkoreanske soldater, som derefter brændte liget.

Det oplyser Sydkoreas militær torsdag.

Den 47-årige embedsmand havde været om bord på et patruljefartøj, da han mandag forsvandt nær øen Yeonpyeong. Fartøjet var på det tidspunkt nogle få kilometer fra søgrænsen mellem Nord- og Sydkorea.

Den sydkoreanske statsborger befandt sig i nordkoreansk farvand, da han blev opdaget af soldater, som skød og dræbte ham. Derefter blev liget kremeret.

Militæret oplyser ikke, hvorfor eller hvordan manden kom ind i nordkoreansk farvand. Men unavngivne kilder fra Sydkoreas efterretningsvæsen oplyser til nyhedsbureauet Yonhap, at han havde forsøgt at hoppe af til Nordkorea.

Det er uvist, hvorfor han blev skudt, men de nordkoreanske soldater kan have handlet på baggrund af ordrer, der er indført som følge af coronapandemien. Det siger flere kilder til Yonhap.

Den øverstkommanderende for USA’s militær i Sydkorea sagde tidligere denne måned, at Nordkoreas soldater havde fået ordre til “at skyde og dræbe” for at forhindre personer i at bringe coronavirusset ind i landet.

/ritzau/Reuters