Antallet af coronasmittede overstiger 32 millioner globalt

Antallet af bekræftede smittetilfælde med coronavirus på verdensplan har passeret 32 millioner.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University torsdag aften.

Søndag oversteg det globale smittetal 31 millioner, hvormed tallet er steget med en million på fire dage.

Pandemiens udvikling ser således ud til at have stabiliseret sig siden midten af juli, hvor en million nye smittetilfælde bliver bekræftet omkring hver fjerde dag.

Det tog 94 dage at ramme den første million smittede og derefter yderligere 86 dage, før antallet af smittetilfælde passerede ti millioner 28. juni.

USA, Indien og Brasilien er de tre lande, der med afstand har registreret flest smittede, siden pandemiens begyndelse.

I USA er der registreret lige knap syv millioner smittetilfælde og over 202.000 døde med coronavirus.

/ritzau/