Uro i Minsk efter Lukasjenkos hemmelige indsættelsesceremoni

Tusindvis af mennesker er gået på gaden i Hvideruslands hovedstad, Minsk, i protest over indsættelsen af præsident Aleksandr Lukasjenko.

Den 66-årige leder blev tidligere onsdag taget i ed ved en hemmelig ceremoni. I forbindelse med ceremonien blev gaderne i Minsk lukket, så bilkortegen med præsidenten kunne haste gennem byen.

Efter ceremonien er afsluttet har de mange demonstranter samlet sig i hovedstadens gader for at udtrykke deres utilfredshed med Lukasjenko.

Politiet har taget vandkanoner i brug for at sprede demonstranterne, og flere demonstranter er blevet anholdt. Det oplyser øjenvidner til Reuters.

Lukasjenko vandt ifølge de officielle og omstridte resultater sidste måneds præsidentvalg med 80 procent af stemmerne.

Men både oppositionen og observatører mener, at der har været tale om omfattende valgsvindel.

Lige siden valget har der været enorme demonstrationer i landet, der flere gange har samlet flere end 100.000 mennesker.

/ritzau/Reuters