Minister om asyludspil: Løser ikke grundlæggende problemer

Der er positive takter i EU-udspil til en ny asyl- og migrationspagt. Men det løser ikke de grundlæggende problemer.

Det mener Kaare Dybvad Bek (S), fungerende udlændinge- og integrationsminister, efter EU-Kommissionen onsdag har fremlagt udspillet.

Ministeren kalder det positivt, at EU-Kommissionen ser et behov for at forbedre hjemsendelse af afviste asylansøgere, skabe mere velfungerende grænser og styrke indsatsen ved migrationsruterne.

– Men som jeg også tidligere har sagt, mener Danmark ikke, at det er vejen frem at omfordele hverken asylansøgere eller for den sags skyld afviste asylansøgere.

– Det er en lappeløsning, der sender et forkert signal om, at det kan betale sig at hoppe i menneskesmuglernes gummibåd, skriver Kaare Dybvad Bek i en kommentar.

Forslaget til pagten omtaler øget kontrol ved grænserne, hjemsendelser af afviste asylansøgere og redning af migranter på havet.

Centralt står, at EU-Kommissionen foreslår et system, hvor EU-landene sammen skal tage ansvar for de irregulære migranter, som har skabt stor politisk uro i EU de seneste år.

Der bliver ikke tale om automatisk omfordeling af asylansøgere. Alligevel, lyder det i forslaget til pagten, kan et EU-land blive tvunget til at tage imod en afvist ansøger, hvis landet ikke formår at sende personen hjem.

/ritzau/