Lukasjenko tages i ed som præsident ved hemmelig ceremoni

Hvideruslands leder, Aleksandr Lukasjenko, er ved en hemmelig ceremoni for sjette gang taget i ed som præsident.

Det oplyser de statslige medier i Hviderusland.

– Aleksandr Lukasjenko har indtaget embedet som præsident i Hviderusland. Indsættelsesceremonien finder sted i disse minutter i Uafhængighedspaladset, skriver det statslige nyhedsbureau Belta.

Den 66-årige leder vandt ifølge de officielle resultater sidste måneds præsidentvalg med 80 procent af stemmerne.

Men lige siden har der været meget store demonstrationer, der flere gange har talt over 100.000 mennesker. Demonstranterne anklager Lukasjenko for valgsnyd og kræver hans afgang.

Ved onsdagens ceremoni har gader i hovedstaden Minsk været lukket, så bilkortegen med Lukasjenko kunne haste gennem byen. Det oplyser uafhængige medier.

/ritzau/AFP