Nye krav i USA gør vaccinegodkendelse før valgdag vanskelig

USA’s lægemiddelstyrelse (FDA) er klar til at præsentere strengere krav til en coronavaccine.

Dermed er det usandsynligt, at en vaccine kan nå at blive godkendt inden valgdagen i USA 3. november.

Det skriver The Washington Post tirsdag.

Stramningerne er en del af et forsøg på at øge gennemsigtigheden og offentlighedens tillid, da rundspørger viser, at mange er skeptiske over for, om en vaccine vil være sikker og effektiv.

Ifølge avisen forventes FDA at fremsætte nye og strengere krav til en såkaldt nødtilladelse til en coronavaccine allerede i denne uge.

Avisen påpeger, at det vil gøre det “yderst vanskeligt” for en vaccine at nå at blive godkendt inden præsidentvalget i november.

/ritzau/