243 migranter er testet positive for corona i lejr på Lesbos

Flere end 240 flygtninge og migranter i en midlertidig lejr på den græske ø Lesbos er smittede med coronavirus.

Det oplyser de græske sundhedsmyndigheder mandag aften lokal tid.

Tusindvis af migranter har søgt ly i den nye teltlejr, efter at en omfattende brand natten til den 9. september ødelagde deres hidtidige lejr, Moria, Europas største migrantlejr.

Seks unge afghanere, som har fået deres asylansøgninger afvist, er efterfølgende blevet anholdt for ildspåsættelse. De sidder alle varetægtsfængslet og nægter sig skyldige.

De græske sundhedsmyndigheder oplyser i en erklæring mandag, at der er registreret 243 nye tilfælde af coronavirus blandt de 7000 asylansøgere, der er blevet testet i den midlertidige lejr.

Myndighederne tilføjer, at samtlige test fra 120 politibetjente og 40 medarbejdere i lejren kom tilbage negative.

/ritzau/AFP