USAs ældste højesteretsdommer er død af kræft

USA’s ældste højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, er død fredag lokal tid efter længere tids kræftsygdom. Ginsburg blev 87 år.

Det oplyser højesteretten i en meddelelse.

Højesteretten skriver i meddelelsen, at Ginsburg er død af komplikationer i forbindelse med en kræftsygdom i bugspytkirtlen. Hun døde i sit hjem i Washington D.C. omgivet af venner og familie.

Store dele af USA har længe holdt øje med den 87-årige højesteretsdommers helbred.

Hun var en del af et liberalt mindretal ved domstolen, der består af ni dommere. Hendes dødsfald betyder, at præsident Donald Trump muligvis får en chance for at udpege endnu en kandidat til domstolen.

Han har allerede udpeget to konservative dommere til Højesteret i sin embedsperiode. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch.

Sker det, kan Donald Trump sende USA’s højesteret i en mere konservativ retning i mange år fremover, da højesteretsdommere bliver udnævnt for livet.

/ritzau/Reuters