Navalnyj viser tegn på bedring på Instagram

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er øjensynligt i bedring, efter at han ifølge tyske læger i august blev forgiftet med nervegiften Novitjok.

Lørdag har Navalnyj lagt et billede på det sociale medie Instagram, hvor han uden hjælp går ned ad en trappe.

– Lad mig fortælle jer, hvordan min genoptræning går. Vejen er klar, men lang, skriver han i opslaget på Instagram.

– Der er stadig mange problemer, der skal løses. Men fantastiske læger fra Charité-hospitalet har løst det største. De har forvandlet mig fra at være “teknisk set i live” til at være en, der har god chance for igen at kunne bruge Instagram og forstå, hvad jeg skal like uden at tænke for meget over det, skriver han.

Den russiske oppositionspolitiker blev i august fløjet til Berlin efter at være blevet alvorlig syg i Rusland.

Ifølge den tyske regering har laboratorier i tre forskellige lande fastslået, at Navalnyj blev forgiftet med Novitjok.

/ritzau/Reuters