Medier: 48-årig kvinde er favorit til højesteretsplads

Siden den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg natten til lørdag døde efter et langt forløb med kræft, er der blevet spekuleret i, hvem der skal overtage hendes plads i USA’s indflydelsesrige højesteret.

Ifølge flere amerikanske medier er den 48-årige føderale dommer Amy Coney Barrett favorit til pladsen.

Det skriver blandt andre New York Times, Bloomberg og Los Angeles Times efter Ginsburgs død.

Også de føderale dommere Thomas M. Hardiman og William H. Pryor fremhæves som sandsynlige kandidater til dommerhvervet blandt en liste med mere end 40 navne, der stammer fra den amerikanske regering.

Amy Coney Barrett er nuværende føderal dommer i retsdistriktet Wisconsin, Illinois og Indiana. Det dommerhverv har hun haft siden 2017.

Barrett menes allerede at have været i spil til en plads i landets øverste domstol, da præsident Donald Trump sidst skulle nominere en kandidat i 2018.

Dengang endte præsidentens nominering med at gå til Brett Kavanaugh, der i dag sidder som det nyeste medlem af højesteretten.

Domstolen afgør, om lovgivning er i overensstemmelse med landets forfatning. Den prøver derfor sager om alt fra abort til våbenlovgivning og selv præsidentens magtbeføjelser.

Amy Coney Barrett har i sit hverv som føderal dommer udtalt sig som modstander af en strammere fortolkning af forfatningens andet tillæg, der giver befolkningen retten til at bære våben.

Selv om hun ikke har givet sin personlige holdning til spørgsmålet om fri abort, har hun før sagt, at det vil være svært at omvende den dom, der i 1973 gjorde abort lovlig i USA.

Hvem end præsident Donald Trump ender med at indstille, skal vedkommende godkendes af Senatet. Her sidder republikanerne i øjeblikket på flertallet.

Højesteretsdommere er som udgangspunkt ansat på livstid og kan kun afsættes ved en rigsretssag i kongressen.

/ritzau/