Donald Trump vil tippe balancen i USAs højesteret

Efter et længere sygdomsforløb døde den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg natten til lørdag.

Og USA’s præsident, Donald Trump, vil gøre alt, hvad han overhovedet kan, for at få godkendt en højesteretsdommer i Senatet inden valget 3. november.

Det vurderer Jørgen Albæk Jensen, professor ved juridisk fakultet på Aarhus Universitet.

En kandidat til højesteretsdommer indstilles af den siddende præsident og skal derefter godkendes i Senatet, hvor republikanerne i øjeblikket har flertal.

– Der er en vis sandsynlighed for, at flertallet i Senatet vil skifte efter valget. Så også af den grund bliver det meget vigtigt for ham at få kørt en kandidat igennem inden valget, siger Jørgen Albæk Jensen.

Ruth Bader Ginsburg var kendt som en del af den amerikanske højesterets venstrefløj.

Indtil Ginsburg døde, bestod højesteretten af ni dommere. Fire af dem var udnævnt af demokratiske præsidenter, og fem var udnævnt af konservative præsidenter.

– Men især den ene af de konservative, nemlig formanden for højesteret, havde i nogle situationer stemt sammen med de liberale, så der var en vis balance, siger Jørgen Albæk Jensen.

/ritzau/