Reuters: Trump blokerer kinesiske TikTok og WeChat under strid

USA planlægger at blokere downloads af videoappen TikTok og beskedtjenesten WeChat, der begge har kinesiske ejere.

Dermed vil det fra søndag den 20. september være umuligt at downloade appsene i USA.

Det oplyser tre embedsmænd med kendskab til beslutningen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er TikTok blevet downloadet 175 millioner gange i USA og mere end en milliard gange over hele verden.

TikTok er blandt andet blevet kritiseret kraftigt for at stjæle og bruge data fra de brugere, der downloader appen.

Derudover er Kina også blevet beskyldt for at benytte dataene til at overvåge brugerne.

TikTok benægter beskyldningerne om, at selskabet kontrolleres af eller deler data med den kinesiske regering.

Beslutningen om at blokere TikTok kan blive trukket tilbage, hvis appens ejere – kinesiske Bytedance – etablerer en ny selskabskonstruktion, hvor der tages højde for USA’s bekymringer.

Det oplyser Reuters’ kilder, der udtaler sig på betingelse af anonymitet, da beslutningen først vil blive annonceret senere fredag.

TikTok har længe været i fokus under en længere diplomatisk strid mellem USA og Kina.

USA’s præsident, Donald Trump, har krævet, at ByteDance sælger den amerikanske del af forretningen til amerikanske købere.

Han har krævet, at en sådan aftale skulle være på plads senest 15. september. Ellers vil appen blive forbudt i USA, sagde han i august.

Finansmediet The Wall Street Journal skrev tidligere på ugen, at ByteDance angiveligt har accepteret et købstilbud på TikTok fra it-virksomheden Oracle.

En aftale mellem ByteDance og Oracle skal dog godkendes af Donald Trump for at forhindre et eventuelt forbud.

/ritzau/