Von der Leyen: Vi har brug for en stærk sundhedsunion

Coronavirusset, som i løbet af foråret har fået tag i Europa, har synliggjort behovet for et stærkere samarbejde på sundhedsområdet EU-landene imellem.

Det siger EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, i sin tale til EU-Parlamentet onsdag.

Ursula von der Leyen blev valgt til formand for EU-Kommissionen sidste sommer, og det er hendes første tale om “Unionen tilstand”.

– For mig er det krystalklart. Vi har brug for at bygge en stærkere europæisk sundhedsunion, siger hun.

– Og for at begynde at gøre det til virkelighed, må vi drage de første erfaringer fra sundhedskrisen.

Von der Leyen nævner specifikt tre skridt, som hun mener, at EU bør tage.

Før det første skal Det Europæiske Lægemiddelagentur og ECDC, som er det europæiske center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme, styrkes.

Som det næste skridt vil EU-Kommissionen opbygge en ny europæisk myndighed, svarende til Styrelsen for Avanceret Biomedicinsk Forskning og Udvikling (Barda). Det en instans under de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Det skal gøre EU stærkere overfor grænseoverskridende trusler og nødsituationer. Myndigheden skal blandt andet være med til at sikre, at forsyningsvejene for særligt medicin kan holdes intakte.

Som det sidste mener von der Leyen, at det “står klarere end nogensinde”, at der er behov for at diskutere, om EU skal have flere kompetencer på sundhedsområdet.

Hun mener, at den diskussion blandt andet skal tages på efterårets konference om Europas fremtid. Her skal magtfordelingen mellem EU’s medlemsstater og EU drøftes.

/ritzau/