USAs golfkyst trues af historiske oversvømmelser under orkan

Orkanen Sally tager til i styrke og er onsdag morgen dansk tid opgraderet til en kategori 2.

Det sker, kort før orkanen ventes at ramme USA’s fastland senere på dagen.

Ifølge USA’s nationale orkancenter (NHC) vil orkanen være ledsaget af massive nedbørsmængder, der kan udløse “historiske” og potentielt dødelige oversvømmelser.

Ifølge NHC er det især kystområder i delstaterne Alabama, Mississippi og Florida, der er udsat.

Orkanen har en vindstyrke på over 100 kilometer i timen, mens vindstød kan overstige 160 kilometer i timen.

– Der kan forekomme historiske og livstruende oversvømmelser langs dele af den nordlige golfkyst.

– Sally forventes at blive en farlig orkan, når den bevæger sig ind på fastlandet.

Sådan lyder advarslen fra NHC onsdag morgen.

Orkanen satte allerede tirsdag aften sit præg på store dele af Florida og Alabama, hvor omkring 75.000 hjem var uden strøm.

Klokken syv onsdag morgen dansk tid befandt orkanen sig omkring 100 kilometer syd for byen Mobile i Alabama.

Her bevægede den sig med tre kilometer i timen nord på i Den Mexicanske Golf.

Det forventes, at orkanen vil tage yderligere til i styrke, inden den bevæger sig ind over fastlandet.

I Alabama opfordrer guvernør Kay Ivey delstatens indbyggere til at tage alle forholdsregler.

– Jeg vil på det kraftigste opfordre til at evakuere, hvis forholdene tillader det, og søge ly et andet sted, hvis det er muligt i dag, siger hun på et pressemøde.

Hun erklærede allerede mandag undtagelsestilstand i delstaten.

Det samme har guvernør Tate Reeves gjort i delstaten Mississippi.

Han kalder udsigterne for orkanen “bekymrende”, da vandstanden ventes at stige med op til to en halv meter i kystområder.

/ritzau/AFP