EU-Kommissionen er snart klar med forslag til migrationspagt

De lande, som er mest udsatte for migration, skal kunne regne med solidaritet fra EU.

Sådan lyder budskabet fra EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen.

– At redde liv på havet er ikke valgfrit. De lande, som er mest udsatte, skal kunne regne med solidaritet fra hele EU, siger hun i en tale i EU-Parlamentet onsdag.

EU-Kommissionen fremlægger i næste uge et forslag til en migrationspagt.

Allerede sidste år varslede den nytiltrådte kommission en løsning i en ny migrationspagt i starten af 2020.

Men da coronavirusset begyndte at sprede sig i Europa i foråret, overtog det al politisk opmærksomhed fra EU.

Branden i flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos i sidste uge har efterladt tusindvis af migranter uden tag over hovedet.

Alligevel er der formentligt lang vej til en aftale om en ny migrationspolitik EU-landene imellem.

– Vi skal kunne håndtere migrationen sammen. Billederne fra Moria-lejren er en pinefuld påmindelse om behovet for, at Europa står sammen, siger von der Leyen.

– Alle skal tage et skridt frem og tage ansvar. Det vil Kommissionen gøre. Kommissionen arbejder på en plan med Grækenland om en ny lejr på Lesbos.

– Vi kan hjælpe med asyl og returprocesserne og markant forbedre forholdene for flygtningene. Men hvis vi tager imod udfordringen, så forventer jeg også, at landene gør det. Migration er en europæisk udfordring. Europa skal gøre sin del.

Antallet af asylansøgninger i EU var i 2019 det højeste siden 2015. Stigningen ventes ifølge en rapport fra EU’s asylagentur at fortsætte.

/ritzau/