WTO: Trumps straftold mod Kina er brud på handelsregler

Den straftold, som USA har indført på kinesiske varer for mere end 200 milliarder dollar, er i strid med de internationale handelsregler.

Det fastslår Verdenshandelsorganisationen WTO tirsdag.

Kina havde klaget til WTO, efter at USA’s præsident, Donald Trump, i 2018 indførte forhøjede toldsatser på varer for 234 milliarder dollar.

Nu har WTO afgjort, at straftolden var diskriminerende over for Kina, og at USA gik over grænserne for, hvor meget man må forhøje toldsatserne. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Kinas handelsministerium siger i en kommentar til WTO’s afgørelse, at det håber, at USA nu “handler pragmatisk og møder Kina og andre WTO-medlemmer på halvvejen”.

Afgørelsen fra WTO vækker vrede i Washington.

Trump indførte de forhøjede toldsatser som reaktion på påstået industrispionage og utilfredshed med, at statslige kinesiske virksomheder konkurrerer på ulige vilkår.

Det blev begyndelsen på en handelskrig mellem de to lande.

– USA må have lov at forsvare sig mod uretfærdig handelspraksis, siger Robert Lighthizer, der er USA’s handelsrepræsentant.

– Trump-regeringen vil ikke lade Kina bruge WTO til at udnytte amerikanske arbejdere, virksomheder, landmænd og ranchejere.

Lighthizer betegner WTO som et “komplet upassende” organ, når det drejer sig om at “stoppe Kinas skadelige praksis på teknologiområdet”.

USA og Kina er i færd med at finde en løsning på striden. I januar indgik de første del af en ny handelsaftale.

Ifølge denne aftale vil USA afstå fra at forhøje toldsatserne yderligere på kinesiske varer, hvis Kina køber flere amerikanske varer.

/ritzau/AFP