Vietnam fængsler mænd i sag om 39 døde migranter i lastbil

Vietnam har fængslet fire mænd for deres roller i, at 39 migranter sidste år blev fundet døde i en kølevogn i Storbritannien.

Det oplyser landets statsmedier mandag.

De 31 mænd og otte kvinder fra Vietnam blev i oktober sidste år fundet døde i en nedkølet lastbiltrailer.

Fundet førte til et globalt ramaskrig og fremhævede den store risiko, der kan være ved ulovligt at migrere til Europa.

De fire tiltalte i sagen har fået mellem 2,5 og 7,5 års fængsel. Den yngste af de tiltalte er 26 år, mens den ældste er 36 år.

De blev mandag dømt ved en domstol i den centrale Ha Tinh-provins ifølge en lokal avis.

Mændene er fundet skyldige i at “organisere og hjælpe med ulovlig immigration”, skriver det lokale medie.

To af de tiltaltes fængselsdomme er betingede.

/ritzau/AFP