Trump advarer om voldsomt svar på muligt angreb fra Iran

Donald Trump lover at svare voldsomt igen på ethvert angreb fra Iran.

Det siger den amerikanske præsident mandag aften lokal tid i kølvandet på rapporter om, at Iran planlægger at hævne USA’s drab på den iranske topgeneral Qasem Soleimani.

Ifølge Trump vil et potentielt angreb blive mødt med et svar “tusinde gange større i omfang”.

Efter meldinger fra et amerikansk medie, der citerer unavngivne embedsmænd, har Iran planer om at dræbe USA’s ambassadør i Sydafrika inden det amerikanske præsidentvalg 3. november.

– Ifølge medierapporter planlægger Iran muligvis et attentat eller andre angreb mod USA som gengæld for drabet på terroristlederen Soleimani, skriver Donald Trump på Twitter.

– Ethvert angreb fra Iran – i enhver form – mod USA vil blive mødt med et angreb mod Iran, der vil være tusinde gange mægtigere i størrelse, skriver han videre.

62-årige Qasem Soleimani var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.

Han blev dræbt i et amerikansk droneangreb i Bagdad i Irak i begyndelsen af januar.

/ritzau/AFP