Mozambiques regering fordømmer henrettelsesvideo af nøgen kvinde

Mozambiques regering fordømmer en brutal video, hvor mænd i militæruniform slår og henretter en nøgen kvinde mistænkt for at være oprører.

Det oplyser landets forsvarsministerium mandag i en meddelelse.

Videoen begyndte at cirkulere på sociale medier mandag. Den viser, hvad der ligner regeringssoldater råbe og marchere bag en nøgen kvinde.

Mændene slår derefter kvinden adskillige gange med kæppe, inden hun bliver dræbt af skud i vejkanten fra Kalasjnikov-rifler.

– Du er fra al-Shabab, kan man høre mændene råbe på portugisisk i videoen.

Det er en islamistisk gruppe af militante, der har ledet et voksende oprør mod regeringen siden 2017.

Mandag fordømmer Mozambiques forsvarsministerium de “forfærdelige billeder”. Ministeriet opfordrer også til at igangsætte en undersøgelse for at fastslå, om billederne er ægte.

– Forsvarsministeriet og sikkerhedsstyrkerne gentager, at de er imod enhver form for barbarisk handling, der overtræder menneskerettigheder.

– Sådanne handlinger bør altid blive fordømt af alle levende væsner i samfundet, siger ministeriet.

/ritzau/AFP