Malis ekspræsident er død – regerede landet i 22 år

Moussa Traoré, der var præsident i Mali i over 22 år frem til 1991, er død, 83 år. Det oplyser hans familie tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Moussa Traoré kom til magten ved et kup i 1968, da han selv var løjtnant i den maliske hær.

Han styrede det vestafrikanske land med hård hånd, inden han i 1991 selv blev væltet efter lang tid med demonstrationer, der førte til en revolution og et kup.

Derpå blev Traoré fængslet for “politiske forbrydelser”, særligt for sit ansvar for 300 demonstranters død. Han blev to gange dømt til døden, men begge gange benådet.

Ekspræsidenten blev løsladt fra fængslet i 2002 og har holdt sig ude af politik siden da.

Efter Traorés afgang blev der skrevet en ny forfatning, som i første omgang sikrede demokratiske valg og stabilitet i Mali i to årtier.

/ritzau/